I

1. 9. bogstav i det danske og latinske alfabet.

Af det latinske I er Runen | opstået, hvilken i den ældre runerække er det 11., i den yngre det 9. tegn.

I de fleste nyeuropæiske sprog bruges i normalt som tegn for lyden i, kun i nyislandsk har i aldrig denne værdi, idet islandsk i altid betegner lyden e, mens i-lyden betegnes ved í; men foruden lyden i kan bogstavet i betegne mange andre lyde i de nyere europæiske sprog. I dansk betegner det således ofte kort e (for eksempel i ligge, spids); i engelsk betegner det foruden kort i (for eksempel i ship) også ai (side) og omvendt e (bird). I fransk er i foran m, n med flere ofte tegn for nasaleret æ (timbre, fin). I hollandsk betegner ij diftongen ai (partij), i afledningsendelsen -lijk (koninglijk) udtales det dog som kort i. I forbindelse med andre vokaltegn udtrykker i en stor mængde forskellige lyde, af hvilke for eksempel kunne mærkes: ei betegner i tysk og hollandsk ai, i fransk æ (peine), i engelsk især i (seize) og æ (heir); i fransk betegner ai normalt lyden æ, (faire), oi derimod wa (moi); ie betegner i tysk og hollandsk langt i, i engelsk, dels langt i (pier), dels ai (die). I forbindelse med foregående konsonanttegn betegner i ofte forskellige fortungelyd eller -lydforbindelser; i italiensk betegner således ci foran bagtungevokaler udtalen ts (mancia), gi udtalen dz (giotto); i låneord i dansk kan i med foregående t eller s betegne lyden S (nation, division). I de nyere germanske Sprog er i ofte opstået af indoeuropæisk e: dansk midje (jævnfør latin: medius), vind (latin: ventus), Den gamle lære om, at a, i og u var de tre "grundlyd", viser sig altså som uholdbar også med hensyn til i.

2. Kemisk tegn for jod.

3. Romer tal for 1.

4. På romerske indskrifter er I = Julia, Julius, Juno, Jupiter; også imperator.

5. På ældre fransk mønt betegner I.: Limoges, på tysk rigsmønt: Hamburg.

6. i, matematisk betegnelse.